NEWS ABOUT US OUR DOGS PUPPIES SERVICE DOG CONTACT
HVALPE
NÅR VI HAR HVALPE
Her hos os i Kennelen, fødes hvalpene inde i huset sammen med familien og i de omgivelser der er vante og giver bedst mulig tryghed for tæven. Hvalpene flyttes efter fødslen sammen med tæven ind i deres eget værelse i huset, så de under hele forløbet forbliver en del af familien, og at der så vidt muligt ikke laves om på deres rutiner og tryghed. Hvalpene bor derfor under alle 8 uger i huset sammen med resten af familien og flokken, da vi mener det er en vigtig del af deres prægning til at blive de solide, selvstændige hvalpe med masser af gåpåmod mod dagligdagens udfordringer. De er vant til at færdes i en familie med alt hvad det indebærer som for eksempel larm fra støvsugning, flokkens øvrige hunde og almindelige dagligdags lyde. De er derfor aldrig alene hjemme under deres opvækst her i kennelen.
Grunden til at hvalpene fødes og færdes inde i huset sammen med os i alle 8 uger, skyldes at vi føler det er den bedst mulige måde for os at præge hvalpene til deres nye liv med jer, som bliver deres kommende familie.
Hos os betyder det alt, at vi kan sende en hvalp hjemmefra, som har fået de bedst mulige rammer og oplevelser til at kunne tackle deres nye liv og de udfordringer som kommer hen ad vejen. For at vi kan forberede dem mest muligt på deres nye eventyr, har hvalpene hos os både kørt i bil flere gange, så de bliver gode stabile hunde til bilkørsel. De har været på flere forskellige udflugter i uvante miljøer, som fx skovtur, besøg i gågaden, møde med busser og tog, som larmer rigtig meget og ikke mindst blive snakket med af rigtig mange søde og rare mennesker. På denne måde bliver de socialiseret på bedste vis, så de er rustet til at indtage verden sammen med deres nye familie efter 8 uger i de trygge rammer her hos os i kennelen.
Vi lægger stor vægt på, at hvalpene får den bedste start på livet. Derfor går vi meget op i rammerne som skaber den trygge base for vores tæve og hvalpe, men også at vi sætter stor fokus på pasning, pleje, socialisering og miljøprægning. Alle faktorer som i sidste ende gør, at vi kan finde den helt rigtige familie til hver enkelt hvalp. Et nyt hjem og en familie, som vil opfylde behovene for social samvær, aktivering og ikke mindst nærvær i en helt ny og fremmed tilværelse.
Hvis man køber en hvalp hos os får man ikke kun en trofast følgesvend og ven for livet, man får også en stor opbakning fra os som opdrættere. Vi vil gøre alt for at finde det bedste match mellem hvalpen og dens kommende familie. Derudover holder vi også et hvalpetræf for kuldet og er altid til rådighed pr mail eller telefon. Vi hjælper altid gerne til med råd og vejledning også ift. træning og udstilling.
Hvalpe fra os er med DKK stambog, ID mærket med microchip, lovpligtig registrering i Dansk Hunderegister, sundhedsattest fra dyrlæge, 3 x ormebehandling og DKK købsaftale. Derudover medfølger der også en hvalpepakke og foder til den første tid.
Når man køber hvalp
Det er vigtig for os, at man som hvalpekøber har sat sig ind i racen og dens behov, så man er sikker på valget af både race og ikke mindst opdrætter. Der findes mange måder at opdrætte goldens på, og kun lige så mange opdrættere med søde små golden hvalpe, som får ens hjerte til at smelte. Derfor er det vigtigt at man får undersøgt mulighederne, så man netop finder den kennel som passer til en. For hos os er det en gensidig tillidssag, når man vælger at købe en hvalp. Det er en beslutning, som kommer til at påvirke ens liv mange år ud i fremtiden, så derfor skal det være helt rigtigt for alle parter.
Hvis du/I søger en golden retriever hvalp, men endnu har mange spørgsmål, er i altid velkommen til at kontakte os. Vi vil altid gerne snakke og fortælle om vores dejlige hunde, både hvis i er kommende hvalpekøbere eller bare er nysgerrige på racen generelt. Vi kan altid kontaktes pr. telefon eller via mail.